Fuglekrop/plantekrop/hordekrop/krop

Jeg vågner om natten i sommerhuset ved at mit hoved støder mod væggen, taktfast som det gamle stationsur i min mormors stue. Ved at min hestehale sidder fast under min ryg, og min nakke knækker bagover, ved at min krop slider hen over frottélagnet. Jeg hører min kærestes sagte stønnen tæt ved mit øre som et fremmed dyr i skoven. Mærker hvordan han skubber sig længere op i mig. Skubber mine lår fra hinanden. At han gisper ved det. Gurgler som skrubtudserne, der hvert år indvaderer min fars kompostbunke og æder alle regnormene. Sommerens grå nattelys i værelset. Blødt som tusmørket i haven, når vi hver aftenen samler skrubtudserne i en spand og bærer dem ned til gadekæret. Hvordan det er helt umulige at blive fri for dem. Hvordan jeg bliver i tvivl om hvad man kalder det som skete den nat. At jeg skulle have skreget som rotten min far maser bag kommoden. Have givet efter for den lyd i struben. At jeg skulle have kastet mig vildt omkring som min fars hund foran kommoden. Have givet efter for de bevægelser i kroppen. Men at jeg ingenting gør. Bare ligger der som en skindød og lader mig begrave under min kæreste. Og derefter ikke at ville lade kroppen være alene. Ikke at stole på den uden opsyn. Den overdrevne opmærksomhed i spejlet. At jeg bliver til en fugl, der piller sig en fjer ad gangen. At hver fjernet fjer efterlader et blodigt hul i huden. At jeg gemmer min pillede krop i kælderen. I brusekabinen. Sætter min fuglehæl i afløbet, og lader kabinen fyldes med varmt vand. Holder skarpt øje med edderkopperne i loftet. Dampen der sætter sig som små dråber på deres ben. På deres tykke saftige kroppe. Jeg plirrer med mine fugleøjnene. Klikker febrilsk med mit næb. Sorte sammenklappede admiraler i vinduet. I mit næb. Mellem mine fugletænder. Jeg bliver grådig. Jeg står ud ad badet følger ruten af myrer forbi oliefyret, op ad kældertrappen og hen langs fliserne på terrassen. Tager mig selv i at stampe orm med de andre måger på fodboldbanen. Tager mig selv i at puste mig op med de andre solsorte på græsplænen. At kroppen bliver så bleg, at ingen opdager når den går nøgen igennem stuerne. At kroppen bliver så bleg, at enhver tanke afsløres i røde plamager på huden som vinen afslører sit løb gennem Rosinas strube i Vejene omkring Pisa. At min kæreste bliver lige så stille som et træ i haven. At han fryser til stedet som en iskold marmorstatue. At jeg efterlader ham i haven med rødsprængte øjne og tårene løbende ned over sit marmoransigt. 

Jeg vogter febrilskt kroppen. Putter den i et gammelt syltetøjsglas. Stikker lufthuller i låget med en kniv. Ser mærkatet Brombær indefra. Ser ordet spejlvendt igennem glasset. Dråber af kondens løber ned ad siderne i en lind strøm. Varme dråber på huden, der får den til at svulme op, blive rød og bulet som et bær. Som en plantekrop. Jeg sætter glasset på skrivebordet under arkitektlampen. Sætter tændstikker i øjenlågene, og stirrer direkte ind i det hvide lys. Bliver i lyskeglen som en fasan på vejen. Bader i dråber af lys og kondens. Indtager dem som min eneste næring, som Hannah indtager lyset i Hinsides. Drages mod den lysende gasarm som et insekt. Lytter til den knitrende lyd af hår og vinger der brænder. Lyden af hjertets slag i glasset. Forsøger at fastholde kroppen i lydens gentagelse. Fastholde kroppen i lyset. Men den overdrevne opmærksomhed gør kroppen utidig som en kat, der har været lukket inde i et haveskur i ugevis, og glasset vælter, triller ud over bordkanten, går i stykker på gulvet og kroppen styrter afsted ned ad trapperne. Ud ad hoveddøren og forvinder ned ad grusstien, forbi gadekæret og videre ned igennem granplantagerne. Drøner over motorvejen, og op ad skrænten. Efterlader et slangespor i de blå lupiner. Hvordan jeg senere finder kroppen på en gren i skoven. I hjørnet af stuen under Tv-møblet. På tørresnoren i garagen ved siden af de andre svaler. At der hele tiden er et utilgængeligt øjeblik før det nu, hvor jeg befinder mig. Et øjeblik hvor jeg ikke ved hvad jeg foretager mig. Et smadret glas på gulvet. Hvordan det må være faldet ud ad hånden. Et sort hul i tiden. At jeg bliver bange for at tisse i bukserne, bange for at afsløre mig som krop. Bange for ikke at være tilstede i lige præcis det øjeblik, hvor jeg skulle have holdt det tilbage, og jeg sætter mig for at regne alle mulige hændelser ud. Tænker, at for hver mulig hændelse jeg kan skabe i mine tanker, er der en mulighed mindre i virkeligheden. På den måde gennemgår jeg dagene og sammensætter de værst mulige udfald af alle situationer, og på den måde undgår jeg dem. 

Jeg kommer ind i rummet, står i hjørnet kun iført hospitalskjortel, trusser og lange hvide knæstrømper. Ser hen på operationsstolen som er oplyst og lillebitte i det store aluminiumsrum. Jeg skal tage mine trusser, med det blodige bind, af og lægge dem på et rullebord. Praktikanterne står allerede klar i deres grønne heldragter med hårnet og mundbind, det er for sent at sige nej, at jeg ikke føler at jeg har ret til det, at det aldrig har været en mulighed, at den effektive og spændte stemning i rummet gør mig til en vigtig genstand, at jeg ikke får mulighed for at svare, at det mere er et retorisk spørgsmål, "vi har lige en gruppe studerende med i dag!", at jeg bare skal lægge mig på stolen, og at de vil vente med at lægge mine ben op i stigebøjlerne til narkosen virker, at jeg kan mærke blodet løbe ud ad mig, da jeg lægger mig op, at kroppen skal være alene med alle de mennesker. Narkosesygeplejersken tager min hånd, banker på håndryggen og presser nålen ind. Det gør ikke ondt. Hun siger, at de nok skal passe på mig inden jeg forsvinder ind i narkosens tomrum.  

Roskilde festival 1999. Diskoteker. Demonstrationer. Open by Night i Odense. Abortoperationen med lægepraktikanter. Den måde som mennesker i store forsamlinger forvandler sig til horder. Til edderkoppeæg der klækker. Til lopper i pelsen på de to uger gamle kattekillinger. Til lusene i min søsters hår i tredje klasse. Til spindemøllenes larver, der hen over sommeren fuldstændig fortærer blade og blomster på tjørnehækken. Sidder der som gråhvid candyfloss. Det er det overvældende i antallet der gør dem ens, gør menneskene til skadedyr. På samme måde har politikerne held med at umenneskeliggøre folk på flugt. Fratage dem deres gyldighed som mennesker. Held med at forvandle flygtninge på motorvejen til invasive insektarter. Held med at forvandle bådflygtninge til tusindvis af klikkende kokoskrabber, der hager sig fast på gummibåde, på skællede palmer, myldrer op over stranden på Lesbos. Angsten sidder i huden som en prikkende bevidsthed. Sidder i hjertet. Sidder bag øjnene. Opfanger de mindste lyde. Øjenvipper mod brilleglas. Frøbælge, der klikker sig åbne på skrænten ved sommerhuset. Opfanger de mindste bevægelser. En silketynd mejeredderkop i løb hen over tæppet. Et firben der blinker med øjnene på en sten. Spurvenes peristalske bevægelser, når de flyver som nyklækkede blæksprutter mod havoverfladen, mod himmeloverfladen. Jeg er næsten skjult i det høje græs. Her er det kun fuglene, der kan se mig. Jeg begynder at tro at jeg kan folde mit ansigt så ingen kan kende mig igen. En centimeter af gangen som en kinesisk vifte. Først panden, så øjenbrynene, så næsen, der stryges af i en bevægelse, og til sidst munden der lukkes stramt i. Sådan. Og jeg behøver ikke længere at reagere på omgivelserne med genkendelse som de suppehøns, der styrtede hovedløse rundt om huggeblokken, ovre hos genboen når vi slagter til vinteren.

Han dækker mine bare fødder med sand. Gentager bevægelsen med bøjet hoved som et barn, der søger tilgivelse hos sin mor. Emmer af den skam, der ligger i at blive taget på fersk gerning. Den skam der har flyttet på magten mellem os. Det er det skifte, der er sket hen over natten, der har flyttet sig fra en krop til en anden. Fra hans til min. 

                                                 Mågerne vugger på havet. Bølgerne slår mod strandbredden. 

At dét er de bevægelser, der bliver spejlet i kroppen nu. Manifesterer sig som erfaring. Tydeliggør det maniske i nattens bevægelser, i aktens bevægelser. Strandbredden ændres over tid af de bevægelse. Kroppen ændres på én nat af de bevægelser. At dét er en forskel mellem krop og strandbred. At den serie af bevægelser manifesterer sig i kroppen. Sætter sig i musklerne, kødet og senerne. Optages som et vilkår. Et vilkår i bevidstheden. At det er sådan det er at være krop for en anden i den sammenhæng. At være krop for ham.

At kroppen vil tilbage til den nat. Tilbage til de bevægelser. Tilbage til den sovende krop. Tilbage til kroppen uden bevidsthed. Den vil lægge der under ham igen. Det er det absurde. At kroppen vil begæres. At det bliver en ny gentagelse. At det er den rastløshed der fokuserer sig i kroppen.  At der kan være et begær efter den ydmygelse. At der findes et begær i det aspekt at blive brugt af andre, af ham. I det faktum at kroppen er genstand for noget, som er vigtigt for den anden, for ham. At følelsen af den vigtighed, er blevet tilbage i kroppen som et besynderligt kærtegn. Et mærke indprintet i huden.  

                                       SKAM                      SORG                      HAD                                MANI

At det mere handler om magt end begær i den situation. Men at de to ting ikke kan adskilles. At det bliver hans forklaring. At det manglende begær i min krop udløser begæret i hans krop, som en uhæmmet kraft, som noget han ikke kan kontrollere. At kroppens tilstedeværelse som krop i sengen, i stuen, på terrassen, i forholdet, der ikke vil begæres, ikke vil bruges, er den provokation, der har sat bevægelserne i gang til at starte med. Det er forklaringen. 

At han er så sød, at ingen forstår det. At ingen vil forstå det. At det er svaret de giver mig, når jeg senere fortæller, hvad der er sket. "Han er jo så sød og god!" Det bliver nærmest en manisk handling ikke at ville se at de nuancer findes i ham. At han også kan være en, der begår overgreb. At vi ordner hinanden på den måde. At vi automatisk elimerer de modstridende elementer i andre. At det bliver en måde at være til i verden på. At han fortsætter bevægelsen, fortsætter med at dække mine fødder til. Hans hænder i sandet. Mine fødder under sandet. 

I fjernsynet siger de, at der hænger en sød lugt af død over byerne ved den Indonesiske kyst efter tsunamien i 2004. At jeg kun kan sammenligne det med den døde sæl vi finder på stranden ved sommerhuset. Dens gasfyldte krop, der truer med at sprænge i luften. De tomme øjenhuler og lugten af råddent kød, der får os til at gispe og trække trøjerne op foran ansigtet, når vi går forbi det sted på stranden. Hvordan vi holder øje med kadaveret hen over sommeren. Maddikerne, der myldrer rundt i munden og øjnene. Arbejder sig igennem det bløde væv først. Pelsen der løsner sig. Blæser væk. Sætter sig i totter på de omrkingliggende planter. Strandkål. Hyben. Havtorn. Hvordan den blanke hud til sidst giver efter og sprækker. Hvordan sælen ligger der på stranden udkrænget og tom.