Jeg, Madame

I

Jeg har siddet i den gule stue på Svinkløv Badehotel og spist valnøddelagkage. Jeg har siddet ved de hvide duge og drukket te, mens jeg så på sandbanker og horisonten hvor Vesterhavet synes at ende gennem sprossede vinduer. Jeg har siddet og kigget på det vestjyske lys, der får marehalmen til at skinne grønligt og gråt.

 

Jeg har gået ned af det hvidmalede trægulv i den blå gang og set Madame i en lyseblå skjorte stukket ned i et par forvaskede jeans. Jeg har set, at Madame lignede en pige, der var trukket lang og tynd med et indsunkent ansigt og store fødder. Jeg har set hendes hårde øjne søge ned af gangen, som et plaget dyr. Jeg har ledt efter genkendelse i de fremmede øjne. Jeg har set at hendes øjne lignede øjne, der så mere. Jeg har mærket hvordan øjne der ser mere kan fremkalde følelsen af at kroppen flyder ud over sine egne grænser. Øjne, der får knæ til at ekse.

 

Madame kunne havde genkendt mine eksende knæ, mit flaksende blik eller rødmende kinder, hun kunne havde fattet sympati for mit undersøgende blik.

 

Madame kunne have kaldt mine øjne forpinte og sultne.

 

Madame kunne sige: ”Det er dem, øjnene, vi kender hinanden på.”

 

Madame kunne havde taget om min hage med sin senede hånd, mens hun lod et pergamentøjenlåg glide drillende ned over øjets glasflade.

 

Madame kunne havde fortalt mig at Vesterhavet er et godt sted at tænke ved, at Vesterhavet kan sikre, at sådan nogle med tanker og egoer som os, ikke bliver revet med i slipstrømmen af sig selv, at Vesterhavet er et sted, hvor man kan lege badegæster, klæde sig i hvide gevandter, slænge sig i strandstole under Dannebrog, der slår i vinden og gå ture i skagensmalernes farver, at Vesterhavet er et sted, hvor man kan lege med i legen om at tænke, mens man nu alligevel er i live og venter på det man nu engang venter på, et nyt liv eller måske bare døden, og så kan man vente ved Vesterhavet, det sted i det ellers så Danske og føjelige landskab som menneskers tanker og hænder ikke kan rumme, det sted der lystigt spiser sommerhuse og børn, når de kommer for tæt på, det sted der har tålmodigheden til at ligge i århundrede og gnave af de dyreste grunde, det sted der uden at have ville noget gør det som socialisterne vil, det sted der æder sig ind på de rige og de uskyldige millimeter for millimeter, lokker dem i afgrunden uden de opdager det, det sted der ikke tænker bare raser.

 

Madame kunne havde fortalt mig at Vesterhavet er det sted hvor al tænkning til sidst må stoppe, at Vesterhavet er bevidsthedens grænse, at Vesterhavet er et sted man kan bruge til at få fred og vi mennesker har altid brugt steder til vores egne mål, det er der ikke nogen grund til at hade os for, det er vores lod, kunne Madame havde sagt til mig, som en sidebemærkning, fordi hun kunne havde set, at jeg havde brug for at høre det.

 

”Til Vesterhavet!” Kunne Madame havde råbt og ført an med højre hånd svingende over hovedet som en afdanket ballerina.