At blive dækket af mos

Hendes beskidte negle perforerer hans ryg

Liv vil opsluge ham

bringe ham tættere

dybere ind

hårdere, uden at vide hvilket sprog hun bruger

 

udmattet

 

Han gisper, hvisker søde småting

hun kun kan sige ja til

 

han taler sandt nok

hans blik er

flydende lunt guld

 

Hun har ikke noget at sige igen

kan ikke bearbejde hans bløde skæg

 

hun ligger i hans arme

tårer der bare presser sig ud

osmose på puden

saltvands lydløse bevægelse gennem en semipermeabel membran

 

over al den intimitet og

søvnmangel

der omgiver hende

morgensex der slutter i en langsom omfavnelse

 

Deres kroppe har ikke mere af give af sig

 

intimiteten hører ikke til ham

den forrige person ligger som støv

omkring denne nye tæthed med

 

en glat villig krop

hænder der svæver skøjter hen over hendes krop

hun ved ikke længere

hvad hun kan bruge det til

 

hun er dobbeltmoralsk

prædiker

om

glemsomhed

frihed gennem fortrængelse

rene vaskede tavler

kan ikke helt gennemføre det

endnu

hun må hele tiden videre

gå sig blind

vabler der siver, væsker

mælket blik

hænder der altid er i gang med at tørre væk

løb uden retning

 

men mod fremtid

 

der har trusler om åh-evig kærlighed

“Om tre måneder har du nok fundet en!”

“Bare rolig, det skal nok også ske for dig!”

velmenende læber

der tigger om en knytnæve

 

Lad hende stå til

blive dækket af mos

trække vejret roligt gennem den fugtige fløjl

fingre der synker ned og

vikler sig ind i netværket af rødder

 

en eksistens

der ikke er afhængig af andre

 

lad hende blive drænet

af aggression der giver hende lyst til at

rive enhver foran hende

i stykker

knase dem alle mellem tænderne

smadre

kranier

smage blod og mærke

knoglesplinter ridse svælget

brøle indtil alle

bliver overbevist om at der ikke findes en blødhed i hende

 

brøle alle væk

så hun kan gro i stilhed

overøst af fred og regn

væk fra alle disse blikke på hende

igler parasitter der klæber

hver gang hun lader sig selv åbne op

 

giv hende tid til at få fat på sig selv

på alt det her flimmer

lade hende insistere på sig selv

at hun må være blød

et eller andet sted

at det er ok

at hun er så nedbrudt og

ude at stand til at bede om hjælp

at hun ikke kan stoppe med at

ville vende tilbage

til blødhedens skrøbelige, udsatte position

 

blotte maven som en hund